27. juni 2011

Præsidentskifte 2011

På sidste møde i dette Rotaryår skiftede klubben præsident og bestyrelse. Efter rotationsprincippet så har man kun samme tillidshverv ét år af gangen og på billedet herunder siger Mads Balsby Wilkens tak for i år og har allerede overrakt kæden til den nye præsident Annitta Kjær Hedegaard.


Mads fortsætter dog i bestyrelsen det kommende år for, at sikre kontinuiteten i arbejdet og den næste præsident, John Andersen er også med. Den nye bestyrelse præsenteres efter ferien - første klubmøde er den 17. august. Send en mail til sekretæren hvis du ønsker at deltage som gæst.

Besøg i Kensington Rotary Club i London

Som Rotarianer kan man aflægge klubber over hele verden et besøg og da jeg var på forretningrejse til London i forgangne uge, så passede det lige med at jeg kunne besøge klubben i Kensington. Der var også gæster fra Osaka Rotary Club samme aften, så vi var en international flok.
På billedet bytter jeg banner med præsidenten.

Det er meget hyggeligt at besøge en anden klub og se hvilke traditioner de har. Men vi fik også talt en del om, hvorledes vi kan lære af hinanden samt udvekslet ideer til projekter og til rejsning af midler til velgørenhed.

20. juni 2011

John Andersen tildelt Paul Harris Fellow anerkendelsen

I forbindelse med sommerfesten 2011 havde Aalborg City Rotary Club lejlighed til at vise sin anerkendelse af John Andersens indsats for klubben. På billedet ses præsident Mads Balsby Wilkens overrække medalje, nål og diplom til John.


Paul Harris Fellow anerkendelsen - eller i daglig tale PHF - er tildelt af klubben på baggrund af Johns store engagement i vores velgørenhedsprojekt i rotaryåret 2009-10, Charity Galla 2010. Dengang fik Foreningen Grønlandske Børns Aalborg-afdeling fik kr. 98.000 til fortsættelse af projektet "Et godt i liv i Danmark" læs mere på deres egen hjemmeside - klik her.
Paul Harris var amerikaner og fik ideen til Rotary i starten af 1900-tallet hvorefter de første klubber blev startet. Læs her en kort artikel om opstarten.

Sommerfest 2011

Fredag den 17. juni holdt klubben sin sommerfest og i år var det henlagt til Vinspecialisten H.J Hansen  Vinhandel i Vingårdsgade. Vi var 35 - medlemmer med ledsagere - som ville sige god sommer til hinanden i festlige rammer og med en dejlig gourmetmiddag med tilhørende vinmenu. I baglokalet har Vinspecialisten et stort festlokale som dannede en god ramme for vores arrangement. Vi fik en kyndig gennemgang af de valgte vine som kom fra Italien, Østrig, Frankrig og Tyskland.

Menuen var kreeret af en ven af huset - en kok fra Øer på Mols - og der var kraftige hentydninger til det nye nordiske køkken med fx dansk gris i pres med krydderier og chilli samt sprængt kalvebryst anrettet på en for vor mormor aldeles fremmed måde.
Mvh Carsten Helmuth.

15. juni 2011

Friis shoppingcenter i Aalborg

8. juni havde vi besøg af Mille Toft som fortalte engageret om tilblivelsen af Friis shoppingcenteret i Aalborg midtby. Vi har ikke mange detailhandlende i klubben, så for de fleste var det nok en overraskelse hvilken betydning facade, tilkørselsforhold, oplandets størrelse og demografi har. Når man starter et nyt center må man forsøge at ændre folks vaner og samtidig kæmpe mod de eksisterende konkurrenter.

Det vigtigste er at sammensætte nogle butiksprofiler som tilsammen giver stedet en  tiltrækningskraft. Man skal helst have nogle såkaldte ankerlejere; H&M er en sådan ankerlejer. Det tiltrækker øvrige lejere. Derudover forventer folk, at nogle af kædebutikkerne er til stede, men der skal også være nichebutikker.
Planer for fremtiden: arbejde for at tyngden af city flytter mod øst og at Friis bliver det foretrukne indkøbssted og dermed udgangspunkt for videre shopping, ændre folks indkøbsvaner. Mille er ansat hos det norske firma Steen & Strøm som administrerer og driver centeret for ejeren Danica Ejendomme.
Et spændende foredrag som gav anledning til en del spørgsmål undervejs.

1. juni 2011

Besøg på Danfoss med Sønderborg Rotary

Rotary medlemsskabet giver mulighed for at besøge klubber i ind- og udland og midt i maj havde jeg mulighed for at deltage i Sønderborg Rotary klubs besøg på industrivirksomheden Danfoss i Havnbjerg på Als. Da jeg er opvokset i Sønderborg gav besøget også mulighed for at hilse på kendte ansigter.

Georg Meister som leder Danfoss besøgsafdeling briefede os om Danfoss' situation og kunne fortælle at man er kommet helt og aldeles igennem krisen. Det har været nogle hårde år med mange afskedigelser i både ind- og udland og flere forretningsenheder er solgt fra. Heldigvis har egnen som helhed klaret sig fornuftigt rent beskæftigelsesmæssigt og da EU-tilskudet til omskoling kom var der ikke længere behov for det, idet de fleste var i arbejde igen eller havde påbegyndt uddannelse. Danfoss følger en ambition om at være nummer 1 eller 2 på sine markedsområder og har man konstant øje for opkøb og frasalg.

Som fondsejet (og familiekontrolleret) virksomhed foretages af og til investeringer som har en meget længere tilbagebetalingstid en hvad der er normalt i børsnoterede selskaber. Det giver mulighed for at opdyrke nye produktområder som fx da man i slutningen af 1990'erne lancerede Nessie vandhydraulik som var teknologisk unikt efter 10 års udviklingsarbejde - siden var det dog svært at lancere kommercielt, men i denne artikel beskrives hvordan det siden fik nye anvendelsesområder inden for brandbekæmpelse og omvendt osmose anlæg.

På billedet herunder er vi i stifteren Mads Clausens (1905-1966) kontor som stod urørt fra hans død indtil sønnen og bestyrelsesformand Jørgen Mads Clausen tog det i brug igen for et par år siden. Kontoret blev indrettet da man byggede et stort kontorhus i starten af 60'erne og det bærer tydeligt præg af interessen for jagt med udstoppede dyr nedlagt på det afrikanske kontinent. Skrivebordpladen er af marmor, men har indlagte varmetråde i midtersektionen for ikke at brugeren skal fryse om hænderne.


Til slut så vi en af fabrikkerne hvor man i dag fremstiller 5. og 6. generation af de køleventiler som Mads Clausen opfandt i 1933. Dengang leverede Bang & Olufsen bakkelitdelen og Søværnet støbte den anden del i messing. Påfyldning af gas gjorde Mads selv og trykprøvningen skete i en spand vand. I dag kører fabrikken i 3-holds skift året rundt og der fremstilles en ventil hvert 8. sekund.

Er du medlem af en forening som vil besøge Danfoss, så ring til Georg på telefon 74882222 og lav en aftale.
Mvh Carsten Helmuth