30. maj 2013

Forsvaret i Mali

I april havde vi besøg af M. Dela som er logistikleder i Air Transport Wing Aalborg. Han gav os en spændende indsigt i de opgaver som flyvevåbnet løser. Det er troppetransporter, sygetransporter, nedkastning af forsyninger fra luften, fiskeri- og havmiljøovervågning, piratjagt og opgaver i Grønland for Arktisk Kommando.

De råder over to type fly: det store transportfly C-130J Hercules og passagerflyet CL 604 Challenger.

Han fortalte om flyvevåbnets bidrag til konflikten i Mali i januar 2013. Efter et militærkup besluttede Frankrig at kæmpe mod oprørerne og bad derfor om hjælp. Det kræver dog en regeringsbeslutning at sende forsvaret på en mission i udlandet og derfor blev sagen behandlet i Udenrigspolitisk Nævn henover weekenden den 12-13. januar, men herefter skulle folketinget også diskutere sagen. Forsvaret valgte dog, at flyve tidligt tirsdag morgen efter man havde brugt weekenden på at pakke udstyr. Destinationen var en luftbase i Normandiet, idet man gerne må flyve til et andet Nato-land uden regeringens godkendelse. Efter 11 timers ventetid kom godkendelsen og man kunne flyve mod Afrika.
Foruden forsvarets egne efterretninger så havde de god brug af Google Maps til at få overblik over den luftbase i Dakar, Senegal som de fløj til først.
Herefter fulgte et par muntre historier om samarbejdet mellem de deltagende Nato-lande. Selvom der er standarder for det meste, så opstår der alligevel situationer som bunder i kulturelle forskelle.
Opgaven i Mali var at hjælpe franskmændene med at flytte vand, containere, køretøjer mv. Herculesflyet kan laste 18 tons.
Missionen sluttede iøvrigt medio maj da flyet kom hjem til Aalborg.