13. september 2012

Virksomhedsbesøg på Atira

Medstifter: datalog Kim Thrysøe
Denne uge var vi på virksomhedsbesøg på Atira A/S som ligger i NOVI parken.  Kim Thrysøe, som stiftede virksomheden for 10 år siden sammen med et par studiekammerater fortalte virksomhedens historie vævet ind i sin egen personlige.

Firmaet startede på basis af viden om temporale databaser og hovedproduktet er i dag videnssystemer til universiteter og læreanstalter der har behov for at katalogisere artikler og publikationer.
Første kunde var Aalborg Universitet som havde behov for at dokumenteret den videnudvikling som forskermiljøerne bidrog til.

For seks år siden kom de første internationale kunder og nu er der er nærmere 50 kunder fordelt over hele Europa med i alt 50.000 brugere.

For nylig blev virksomheden med de 35 ansatte solgt til det hollandske firma Elsevier.
Kim fortalt desuden, at man med inspiration fra Google har indført begrebet: "egen tid"
Hos Google har de nemlig besluttet, at medarbejderne må lave hvad de vil i 20 %  af tiden - mange arbejdsgivere smiler nok her nervøst ved tanken - men hos Google kommer 40 % af omsætningen fra de projekter de arbejder på om fredagen...

31. august 2012

Indsamlingsboks i Aalborg Lufthavn


Denne uges møde blev holdt i lufthavnen hvor vi skulle indvie vores nye indsamlingsboks.

Efter idé fra Københavns Rotary Klub som har haft en boks i lufthavnen i Kastrup fik John Andersen først overtalt lufthavnsdirektør Søren Svendsen til at have boksen stående og dernæst nogle lokale håndværksfirmaer med på ideen. De har hver især ydet en flot og professionel indsats og boksen holder en meget høj kvalitet.


Fra venstre: Knud Erik Nielsen og Claus Muhlig, begge fra Glasexperten A/S, Lasse Pahlgreen, fra Aalborg Industri Coating A/S, John Andersen fra City House A/S samt præsident for Aalborg City Rotary Club, Henrik Staun fra tømrer/snedkerfirmaet Lund & Staun A/S og Annitta Kjær Hedegaard, projektansvarlig i Aalborg City Rotary Club.
Sponsorerne er: Aalborg Lufthavn, Snedkerfirmaet Lund & Staun A/S, Aalborg Industri Coating A/S, Glaseksperten A/S, Wieben Design A/S og City House A/S.

John takkede sponsorerne og indbød derefter de fremmødte til at tømme lommerne ned i boksen, hvilket gav adskillige 100-kr sedler og massevis af mønter. Indtil videre samles der ind til klubbens hjælpearbejde uden nærmere specifikation.
Tiden vil vise om vi kan være stolte over vores initiativ, men indtil videre kan vi være taknemmelige for sponsorernes indsats.

Efter indvielsen var der morgenmad og hyggeligt samvær i caféen.


Præsidentskifte

Annitta Kjær Hedegaard og John Andersen.
Kort før sommerferien drejede hjulet en tak og klubben fik ny ledelse. Annitta K. Hedegaard har varetaget tillidshvervet som præsident i det forgangne år og nu har hun afleveret kæden til John Andersen som skal lede klubben det kommende år.

Bestyrelsen er suppleret med Line Bluhme og Laury Kristoffersen.

En af de vigtige opgaver i år er, at få startet op på et af Rotarys udvekslingsprogrammer for unge. Der er flere modeller - fx Rotary Youth Exchange eller arrangere sommerlejr. Det store program hvor klubben skal finde tre værtsfamilier som på skift har et ungt menneske boende i sammenlagt 10 måneder koster også en del penge, men til gengæld giver det ret til at sende et ungt menneske her fra egnen til et andet land.

Vi skal også have diskuteret Rotarys nye tjeneste New Generation - der er nedsat et udvalg som skal arbejdé med hvorledes vi kan udvikle Rotary de kommende årtier.

8. juni 2012

På besøg hos Mercuri Urval

I slutningen af april havde vi et dejligt udemøde, hvor vi var på besøg hos Mercuri Urval i Aalborg og Anne Louise Kinnerup. Vi startede mødet med morgenmad, præsentation og et ego-brancheoplæg fra Anne Louise, derefter blev vi vist rundt i det smukke hus. Anne Louise fortsatte med at fortælle om Mercuri Urvals arbejdsopgaver og kompetenceområder.

Mercuri Urvals fokus er på at klarlægge sammenhængen mellem kundens fremtidige behov og de nødvendige menneskelige ressourcer. Formålet er, at sikre en strategisk rigtig rekruttering af nye medarbejdere og kombinere det med en mere effektiv brug af  nuværende medarbejderes evner, kompetencer og potentiale. Oplægget handlede blandt andet om rekruttering, og anvendelse af professionelle rekrutteringsrådgivere.

Oplægget medførte  en drøftelse af det evt. indførelse af kønskvoter i bestyrelser og topledelse. En spændende og sjov debat som engagerede næsten alle med masser af meninger for og imod kvoter for kvinder i ledelse og bestyrelser.

Besøg af Foreningen Grønlandske Børn

På klubmødet den 28. marts 2012 blev Rasmus H. Jensen som nyt medlem i klubben! Velkommen til Rasmus, og vi håber du bliver glad for dit medlemsskab.

Herefter havde Erik Poulstrup 3 minutter der stod i Moldovas tegn (og vinproduktion).

Dagens indlæg kom fra Stine Nikolajsen fra Foreningen Grønlandske Børn. I januar 2010 afholdt klubben Charity Galla til fordel for denne forening i Aalborg. Vi fik samlet DKK 50.000 ind på selve aftenen - og da det var så flot en indsats valgte Rotary Foundation at støtte med samme beløb. Stine fortalte om, hvordan beløbet var anvendt til arbejdet med de grønlandske børn og unge, der er mellem 12 og 21 år. Der har været arrangeret ture og weekender og der er taget hånd om denne udsatte gruppe, der tidligere under "Et godt Liv i Danmark" har fået tilskud, men dette faldt væk i 2010, og derfor var vores bidrag så vigtigt.

Stine kunne afslutningsvis oplyse, at projektet nu under "Et bedre liv i Danmark" kommer på Finansloven igen, dog i en lidt anden form, men fordi det er indset hvor vigtigt det er at fastholde den positive udvikling de unge har fået igennem dette projekt. Stine Nikolajsen er meget engageret i projektet, og det er en fornøjelse at høre hende berette om dette hun brænder så meget for, og der er ingen tvivl om at hun gør en stor indsats for disse børn og unge, som vi hermed sender de bedste tanker.

10. maj 2012

Referat fra Polio Plus velgørenhedsmiddag


Lørdag den 11. februar 2012 afholdte klubben en velgørenhedsmiddag på Søgårds Bryghus.

Formålet med arrangementet var at vi denne aften med god mad og drikke - i godt selskab - med forskellige festlige indslage  - og i den gode sags tjeneste - skulle skabe klubbens bidrag til endelig udryddelse af sygdommen Polio i hele verden!

Siden 1985 har Rotary indsamlet og investeret ca. 800 mio. USD i dette projekt.

For at nå helt i mål, har Melenda og Bil Gates Foundation doneret 355 mio. USD, hvis vi i Rotary selv kan samle 200 mio. USD ind inden den 30.06.2012. Dette mål er nu nået! Aalborg City Rotary Club overførte vores bidrag på kroner 17.000 den 20.03.2012.

Velgørenhedsmiddagen blev krydret med underholdende indslag ved tryllekunstner, improvisationsteater med gruppen "3. stop fra Gug" og endelig forestod rådmand Thomas Kastrup-Larsen, Aalborg Kommune, auktionen over de indkomne gaver til aftenen.

En rigtig god og hyggelig aften, hvor der deltog medlemmer og gæster, ialt ca. 60 personer.