11. maj 2011

Besøg fra Aalborg Zoo

Henrik Johansen, direktør i Aalborg Zoo besøgte klubben og fortalte om udfordringerne i en moderne by zoo.
Der er indgået en aftale med Aalborg Universitet som betyder at haven vil blive en forsknings-, formidlings- og uddannelsesinstitution af international standard. Det nuværende isbjørneanlæg er unikt på den måde, at publikum ikke ser hinanden når de kigger ind i anlægget. Derfor kommer mange andre haver forbi og lærer af det.
Når det nye rovdyranlæg kommer i 2012 skal det hjælpe besøgstallet op fra de nuværende 335.000 til 425.000.
Haven drives som en forretning og har cirka 50 millioner kroner i omsætning, heraf et tilskud fra Aalborg Kommune på 15 millioner og fra Staten på 4 millioner. Som modydelse underviser man bl.a. 10.000 skoleelever som kommer gratis i zoo.
Blandt de fremtidige udfordringer anses nedgang i antal udenlandske gæster, for mange attraktioner i Danmark og konkurrence fra nye aktører i oplevelsesindustrien som de væsentligste.

6. april 2011

Værdibaseret ledelse

I dag havde vi besøg af direktør Peer Buus fra VELA A/S. Han fortalte engageret om transformationen fra en traditionel maskinfabrik til en moderne produktionsvirksomhed.
Man har fastlagt værdier som gennemsyrer alt: forskellighed, omtanke, tiltro og grokraft. Efter flere år med vedvarende forandringer hvor alle medarbejdere har set jobindholdet ændre sig er det nu værdierne som er fundamentet for udviklingen. VELA fremstiller siddemøbler til funktionshæmmede og de afsættes til offentlige kunder.
Per rundede af med at fortælle om forskellen på management og lederskab.

15. marts 2011

Intercitymøde i Aalborg og foredrag af Hanne Bech Hansen

I dag var der intercitymøde for alle rotaryklubberne i Aalborg Kommune og denne gang var tidligere politidirektør i Københavns Politi Hanne Bech Hansen inviteret til at holde foredrag om sit liv og karriere. Det var et særdeles underholdende foredrag som udløste en hel del latter undervejs. Her skal kun refereres en enkelt lille historie: under et foredrag for hjemløse, mens hun endnu var politidirektør, spurgte tilhører hvordan man kunne undgå fingeraftryk på et gerningssted. Hertil svarede Hanne: ved helt at holde sig fra gerningsstedet! Men personen var nu mere ude efter´et praktisk råd.



Intercitymødet havde til formål at samle penge ind til fordel for udsatte børn i Aalborg Kommune og der blev arrangeret velgørenhedslotteri med mange flotte præmier. Alle lodder blev solgt og der blev samlet mange penge ind. Hovedpræmien var en flyrejse for 2 personer Aalborg-Fort Myers (Florída) med den nye rute som Comefly åbner senere i år.

2. marts 2011

Besøg af Aalborg Lufthavn

I dag havde vi besøg af lufthavnsdirektør Søren Svendsen som fortalte om lufthavnens udvikling og ambitioner.
Gennem de seneste år har lufthavnen udviklet sig fra en lokal lufthavn til en international ditto.
Man har formuleret en vision og arbejdet meget med medarbejdernes holdninger og kundeundersøgelser. Det viste sig i en undersøgelse, at mange mennesker i Jylland kendte til lufthavnen, men kun få vidste hvor man kunne flyve hen. Foruden trafikken til København, Oslo og London kan man nu også flyve direkte til Amsterdam. Se mere på hjemmesiden.

16. februar 2011

Foredrag om MentornetDK v/Knud J. Hansen

Indlæg om mentorordningen under Dansk Flygtningehjælp som har til formål at lade danske erhvervsfolk være mentorer for flygtninge og indvandrere. Knud fortalte om succeshistorier hvor det er lykkedes at sikre integrationen ved at knække koderne til arbejdsmarkedet. Han opfordrede tilhørerne til at overveje rollen som mentor. Der er p.t. kun 10 aktive mentorer i Aalborg og der er brug for flere.
Tak til Knud for et engageret foredrag.


19. september 2010

Velkommen til Rotary Institute 2010 - i Aalborg

Hvad er Rotary Institute? Hvert år afholdes et Rotary Institute med deltagelse af 31 distrikter og mere end 15 nationer – beliggende groft sagt mellem Sortehavet og Nordpolen! Rotary Institute kan betragtes som et ”årsmøde”, hvor der er lejlighed til at blive opdateret på de seneste nyheder og tendenser i Rotarys verden, ligesom der aflægges status på en masse områder.
Alle rotarianere kan være med
Kom og vær med fredag aften – deltag i middag med underholdning og talere og den efterfølgende Get Together i House of Friendship.
Tilmeld jer på http://www.rotaryinstitute2010.dk/ ”registration participation ” 8. October Dinner - det koster kun kroner 275. Udnyt denne enestående mulighed for at være med i en anderledes Rotaryaktivitet - få en snak med dedikerede Rotarianere og bliv inspireret! Få lejlighed til at mødes og tale med den kommende RI præsident  Kalyan Bannejee samt mange andre Rotarykammerater.
Konferencen arrangeres af Rotary distrikt 1440 som dækker fra Ebeltoft til Thorshavn.

18. september 2010

Charity Galla hjemmesiden er opdateret

Hjemmesiden for Charity Galla 2010 er nu opdateret med oplysninger om donationsmodtager - det blev Foreningen Grønlandske Børn i Aalborg (se deres hjemmeside her). I løbet af det kommende år skal vi følge projektet "Et godt liv i Danmark"

På gallaaftenen, som blev afholdt 21. januar i år, blev der ialt indsamlet kr. 94.000 som blev doneret til Foreningen Grønlandske Børn i Aalborg.