22. december 2011

Indbydelse udsendt til Polio Plus velgørenhedsmiddag

Kære medborger!

vedlagt indbydelsen til vores næste velgørenhedsmiddag som finder sted lørdag den 11. februar 2012 på Søgaards Bryghus. Vi håber, at du og din ledsager kan deltage, men vi håber også at du vil gøre en aktiv indsats for at lokke nogle vennepar eller måske et par forretningsforbindelser med til middagen. Du kan jo selv give en billet væk i julegave!

Hvorfor holder klubben denne middag?
For knap tre år siden har alle klubberne i distriktet lovet at bidrage med 3000 USD hver til Polio Plus kampagnen som nu går ind i sin afgørende fase. Hvis Rotary International kan nå at samle i alt 200 mio USD inden 30/6-2012, så smider Bill & Melinda Gates Foundation lige så mange penge oveni. På denne blog kan du følge udviklingen. Klubbens medlemmer har indtil nu doneret 300 USD - et lille skridt på vejen.

Hvorfor er det så vigtigt?
Hvad er polio egentlig? Det er i Danmark også kendt som børnelammelse og er en virus som inficerer centralnervesystemet og på få dage medfører varige lammelser af muskelvæv. For bare 30 år siden blev det omtalt som en frygtet sygdom. Nogle har måske hørt begrebet 'en jernlunge' omtalt - enkelte patienter blev lammet i hele kroppen og måtte lever resten af livet liggende i en kæmpe mekanisk lunge som trak vejret for dem. Se her et par vedkommende danske historier på youtube eller dette foredrag (23 minutter) fra TED konferencen i marts 2011 af Bruce Aylward.

Nytter det?
Ja, det gør det. Da kampagnen startede i 1985 var der hvert år registrerede poliotilfælde i ca 150 lande verden over - også i Danmark. Nu er der 4 lande tilbage og eftersom polio virusset er ekstremt smitsomt skal vi give den en skalle og få os vaccinereret ud af den sygdom én gang for alle. Det er tidligere lykkedes at få udryddet sygdommen kopper gennem vaccinering.

Tilmelding
Sker på Royal Events hjemmeside. Vent ikke, tilmeld dig nu og lad os løfte i fællesskab samtidig med at vi hygger sammen og bliver underholdt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar