23. november 2011

Gratis konsulentydelser - og en kobling til ny Ph.D. afhandling

På denne uges klubmøde blev vi inddelt i små grupper og én skulle så fremstille et problem eller dilemma og de øvrige i gruppen skulle dertil agere konsulenter i halv times tid. Det kom der gode og brugbare råd ud af som kunne tages med tilbage i dagligdagen.

Forholdet mellem hovedkontor og satellitafdeling i Aalborg blev også taget under behandling af "konsulenterne" - en problemstilling der er kendt for flere af medlemmerne eftersom de arbejder i firmaer, der har hovedkontor i en anden by eller i et andet land.
Præcis den relation er netop blev behandlet i Kristian Reinaus Ph.D. afhandling som er forsvaret i dette efterår. Titlen for afhandlingen er "Local Clusters in a Globalized World" og læser man konklusionen (side 505-507) og første del af kapitel 10 får man et overblik.
Populært sagt har Kristian forsket i spørgsmålet "hvad blev der af den nordjyske mobilindustri?"


Den kortfattede konklusion er, at da det regionalt grundlagte og ejede eventyr var forbi (SP Radio, Dancall mv.) blev virksomhederne opkøbt af store internationale koncerner (Nokia, Ericsson, DWD, Texas Instruments, Bosch, Siemens, Motorola osv - tilfældig rækkefølge og uden den antydede sammenhæng) og da de senere blev tvunget til nedskæringer pga fald i efterspørgsel og finanskrise, så sad de nordjyske virksomheder yderligt og mange blev frasolgt, opsplittet eller lukket.

Hvorfor mon det?

Her konkluderer Kristian Reinau, at man ikke indså betydningen af intern networking og betydningen af det interne politiske spil i de store koncerner (s.509). Herefter bliver det spændende for nu kan man læse, at de nordjyske ingeniører opfattede "forretning" som det at udvikle de bedste teknologiske og kvalitative løsninger i større grad end at leverere det som markedet rent faktisk efterspurgte.

Kan denne konklusion gentage sig i andre brancher og til andre tider i andre dele af landet eller verden?

Med denne indsigt opfordrer jeg bloggens læsere til selv, at reflektere over tre emner: hvorledes interne relationer håndteres, hvordan det politiske spil spilles og om faglighed prioriteres ret i forhold til købmandsskab.

Sign. Carsten Helmuth

Ingen kommentarer:

Send en kommentar